Historie

Husker du: Boldbarometeret og åbningen af Kvickly?

Publiceret 05-07-2024

Vi har samlet fire små fortællinger fra Thisteds historie i nyere tid. Dyk ned i dem her.

Da Thisted fik et supermarked

Vi kan ikke løbe fra, det var en anden tid dengang, Kvickly åbnede i Vestergade i 1973.

Det var i hvert fald primært husmødrene, der mobiliserede sig med indkøbsvognene for at sikre sig et af de favorable åbningstilbud.  

Og det var spændende... 

For første gang fik Thisted det, som blev kaldt ”et gigantisk varehus”, og det gav travlhed ved kasseapparaterne. 

Omsætningen den første dag lå på hele 180.000 kroner. Og bageren, der havde ca. 7000 rundstykker parat til det første søndagssalg, fik udsolgt! 

Har du kendt magen...  

Thy Festival i Kronborg Plantage

I dag er det Dyrskuepladsen og Christiansgave, vi samles i til Thy Rock og Alive Festival.  

Men traditionen med festivaler i Thisted er lang.  

I 1979 åbnede dørene til den første Thy Festival, som dengang blev afholdt i Thisted Friluftsteater.  

Der var ikke ambitioner om en mini Roskilde Festival. I stedet satsede man på lokale musikere.  

Men Thy Festival tog fart, og larmen blev for meget for naboerne. Derfor rykkede Thy Festival i Kronborg Plantage, hvor det blev afholdt langt op i 1990’erne.  

Penge-barometeret med fodbolde

Der blev knoklet for at samle penge ind til det, der skulle blive til Thy Hallen, i starten af 1970’erne.  

For det kunne ikke passe, at Thisted ikke havde en stor nok hal til idræt, musik og andre arrangementer.  

På Store Torv blev der derfor opsat et penge-barometer, som blev fyldt med bolde i takt med, at indsamlingen skred frem.  

Siden er der sket meget... 

Senest kunne vi her i 2024 slå dørene op til en moderniseret og markant større version af Thy Hallen. 

Men sporene fra 70’erne er der endnu. For eksempel i den ikoniske, runde stentrappe ved den gamle indgang. 

Da bilerne skulle ud af byen

Der skulle grundige overvejelser til dengang i 70’erne, hvor man skulle beslutte, om Thisted skulle have en gågade. For hvad nu, hvis det gik ud over handlen? Og hvordan skulle butikkerne få deres varer? 

Men i 1971 skulle det prøves af, og det blev fejret med et 150 meter langt fælles kaffebord midt på gaden.

Forsøget viste sig at være en succes, og den 17. oktober 1972 vedtog det daværende byråd at gøre Storegade til en permanent gågade. 

ArkivThy

Artiklen er skrevet og udlånt af det lokalhistoriske arkiv:

ArkivThy