Sang-ark

3.

Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udve fjernt over verden strakt.

4.

Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
i kuling fra Hals og til Harboør.

På guldkysten her i det nordlige vest,
her hvor man drømmer og kite-surfer bedst.
Her på landet mellem hav og fjord,
det´ her at det thy´ske folkefærd bor.
Alt du har brug for finder du her,
rendyrket hygge, hvad ønsker du mer´?
Vi deler gerne med gud og hver en mand,
Så længe du bar´ ka´ find´ u å æ land...

Vi kan ikke væltes omkuld
vi står solidt i den nordvestjyske muld
vestenvinden den rusker lidt,
men ikke mere end det bar´ er fedt.

Her er der plads til fugle og fæ,
endda en ulv kikker forbi i ny og næ.
Her er kort sagt plads til alle,
så kom og vær med – eller ryk en balle.

Vi kan ikke væltes omkuld
vi står solidt i den nordvestjyske muld.
Vestenvinden den rusker lidt,
men ikke mere end det bar´ er fedt.

Åbne vidder, mark og eng,,
hav og fjord, natur i flæng.
Højt til himmel, tæt på vand,
skov og strand til alle mand.
Se vor natur, fuld af kultur.
Her har vi hinanden i hånden,
og den lille trykken du mærker i ryggen,
det er vores støtte, en del af ånden.

//:Vi kan ikke væltes omkuld
Vi står solidt i den nordvestjyske muld
Vestenvinden den rusker lidt,
Men ikke mere end det bar´ er://

Feeedt!
Vi kan ikke væltes omkuld,
for vi står sammen i den thy´ske muld.

1.

Hvad er det, min Marie!
som gør det, at vi to,
vi tale eller tie,
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed.

2.

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er, at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys!

3.

Kun på en egen måde
vi er i grunden ét,
vort liv var os en gåde,
til vi opdaged det.
Men nu har vi opdaget,
i hjerte-favnetaget
vort liv er fælles lyst!

4.

Nu er det kun en gåde
for os at tænke på,
hvordan vi af Guds nåde
kan evig leve så.
Thi uden ny og næde
kun varer liv og glæde,
al synd og død til trods!

5.

Derfor vi os forbinder
i tro og kærlighed,
med dødens overvinder,
som daled til os ned,
som til Gud Faders ære
vil støvet klart hjembære
i Åndens favnetag. 

Stranden ka´ man ligge på.
Havet og himlen ka´ man kigge på.
Skoven og fuglens vingeslag.
Luften og jorden skal vi leve af.
Vil vi bevare det,
må vi forsvare det, ja.

Solen og græsset under træerne,
en lykke som vi får forærende.
Alt det der ikke kan tale selv,
det må vi lytte til alligevel.
Blomsterne, dyrene,
markerne, skyerne,
det er den chance vi har.

For vi kan ikke leve alene
nej, vi kan ikke sige farvel.
For den verden vi misbruger nu
er i os selv.

Vinter med is på alle søerne,
og så et forår så forførende.
Kræfter der ikke kan dæmpes ned,
alt det der styrer vores kærlighed.
Kroppen og sanserne
bag alle skanserne,
det er den chance vi har.

For vi kan ikke leve alene …

Sommer, sommer og sol
Havet og blæsten og duft af kaprifol
Sommer, sommer og sol
En himmel så blå som viol

Når alting bli'r for kedlig
Eller dagen bli'r for grå
Så bruger jeg min lille hem'lighed
En tosset lille remse jeg har hittet på
Som handler om det bedste jeg ved.

Sommer, sommer og sol...

Om morgen' når jeg vågner
Og går hen og kikker ud
Så kan det ske at regnen øser ned
Så smiler jeg og nynner glad en melodi
Som handler om det bedste jeg ved. 

Sommer, sommer og sol...

Når vintermørket sænker sig
Og alt er gråt i gråt
Så smiler jeg trods alt, fordi jeg ved
Det hjælper med en remse med banale små ord
Som handler om det bedste jeg ved

Sommer, sommer og sol... 

1.

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

2.

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

3.

Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer fuld af nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød bli´r hø,
hver blomst må dø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.

1. Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pluds’lig ind,
det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbag’.
Alt, hvad der rørte sig, blev glemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.

Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’ med varme dag’,
du er hos mig. 

2. Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pluds’lig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter fløjet ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.

Du er tilbag’, du er hos mig.
//:Du er tilbag’ med varme dag’,
du er hos mig://